Forord

Bindesbølls Rådhus ligger centralt i Thisted på byens største torv. Fra denne fornemme plads i byen er der udsigt over den nedad skrånende torveplads og byens lave huse.

Det fredede rådhus er opført i 1853 efter tegning af arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll.

Arkitekturen er historicistisk med en entydig inspiration fra nederlandsk renæssance. Bygningen er det fjerde i rækken af rådhuse opført på dette sted. Det første allerede i 1546.

Råd-, ting- og arresthuset er opført som et komplekst og multifunktionelt byggeri. Både rådstue,

arrest, arrestforvarerens bolig, sprøjtehus og sparekasse fandt oprindeligt plads under samme

tag. Det var ydermere sådan konstrueret, at arrestdelen har kunnet fungere fuldstændig adskilt

fra de øvrige funktioner.

I sin samtid indgår bygningen ligeværdigt med en række andre bygningsværker af Bindesbøll fra

samme periode og stilart, og bygningen nævnes ofte i sammenhæng med bl.a. apoteket i Næstved

opført samme år, det psykiatriske hospital i Aarhus 1850, de skånske herregårde Wrams-Gunnarstorp

og Marsvinholm (1854-56), samt rådhuset i Stege opført 1854.

Ejendomsselskabet Realea A/S købte Thisteds gamle rådhus i 2007 med henblik på at sikre

ejendommens umistelige arkitektoniske og kulturhistoriske værdier for eftertiden. Der er i

dag gennemført en gennemgribende restaurering af Thisteds imponerende rådhusbygning, der

især har koncentreret sig om at bringe ejendommen tilbage til sit oprindelige udtryk i overensstemmelse

med Bindesbølls tanker.

Bindesbølls Rådhus er i dag udlejet til Thisted kommune, der anvender det til turistkontor,

administration, udstillings- og mødefaciliteter.

Realdania vil med denne publikation fremvise et enestående bygningsværk, som med sit form –

sprog og sin konstruktion og farvesætning er et af Danmarks meget fine eksempler fra sin tids levn

af historicistiske rådhusbyggerier i provinsen.

Realea, april 2010

Af Orla Poulsen

Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune

Engang hed det ting og arresthus…

Da Thisted blev til en købstad i 1524, ville man selvfølgelig også gerne have et rådhus. Men sådan

et hus kommer ikke fra den ene dag til den anden. Der skulle gå 22 år, før Kristian 3. skrev

til byen og tilbød dets borgere et hus kvit og frit.

Det var ”et gildeshus liggende synden op til samme Tysteds kirkegaard, som sognepræsten

Hr. Thomas nu iboer, og samme Gildeshus med husbygning og gårdsrum i længden, viden og

bredden, som det i begreb er, have, nyde, bruge og beholde til deres bys rådhus”, som det blev

formuleret i brevet.

Noget kunne tyde på, at huset ikke var alt for godt, for kongen gav sine ”undersåtter” lov til at

nedrive et nyt kapel, der var blevet bygget uden for byen, og bruge materialerne herfra til at forbedre

gaven med.

Ud fra beskrivelsen i det kongelige brev er det svært at afgøre, hvor vi præcist skal finde Thisteds

første rådhus, men det må have ligget et eller andet sted på eller ved Store Torv – for vi ved,

at bytinget blev afholdt dér i 1600-tallet. I 1716 var det første rådhus ved at falde sammen.

Byens største skatteydere enedes derfor om hver at yde et ekstraordinært beløb til at erhverve

et nyt rådhus. Amtsforvalter Claus Caspersgaard ejede et hus i Østergade, som man godt

kunne tænke sig. Til gengæld kunne amtsforvalteren godt bruge grunden på Store Torv, hvorved

det gamle, faldefærdige rådhus stod. Og med lidt penge på bordet gik kabalen op.

Allerede i 1746 fik rådhuset igen adresse på Store Torv. Dette tredje rådhus har vi en beskrivelse

af fra 1781, hvor det karakteriseres som et 1 etages hus, på 7 fag, af mur- og bindingsværk, der

er teglhængt! Huset var i brug frem til 1793, hvor det blev nedbrudt.

I stedet opførte man et nyt rådhus, der lå midt på det nuværende Store Torv, og for første gang

i historien dukker der et hus op, som vi ikke bare skal forestille os. Det er nemlig i 1835 gengivet på

et maleri, der i dag hænger på Thisted Museum. Billedet viser blandt andet, at kørevejen til kirken

gik igennem en gitterport vest for det lille gulkalkede rådhus.

Den nøjagtige placering på torvet satte sagfører Billeskov Jansen sig for at finde i 1936, hvor

Store Torv blev totalt renoveret i forbindelse med, at man fjernede manufakturhandler Brinkmanns

ejendom. Billeskov Jansen forsøgte som en anden arkæolog at finde spor efter fundamenter

og mente at kunne konstatere, at huset havde ligget midt på det nuværende Store Torv med facade

i flugt med Rådhusstræde ”ca. 12 alen (7,5 meter) neden for Chr. 9.’s statue”.

Så kom det hus på plads!

Billede mangler

Dette rådhus – der lå midt på Store Torv – blev nedrevet

for at give plads til Bindesbølls pragtbygning

Det lokale selvstyre

Hvad skal sådan et rådhus egentlig bruges til? Når Thisted Amtsråds Tidende, hvori referater af

amtsrådets forhandlinger blev publiceret mellem 1841 og 1970, har en fast rubrik, der hedder ”tingog

arresthuse”, så er det betinget af, at rådhuset –historisk set – er en forlængelse af det gamle middelalderlige

byting, der blev holdt under åben himmel. Hvad der foregår på rådhuset er knyttet til byens styrelse og til retsvæsenet. Rådhuset er

således centrum for den virksomhed, som udøves af de lokale myndigheder – både den politiske og

den retslige.

Traditionelt var kongemagten – senere staten – den øverste ”herre” i forhold til købstæderne. Byfogeden

– der senere bliver til borgmesteren – er helt frem til 1917 en kongelig udnævnt embedsmand.

Først da bliver byens øverste politiske leder folkevalgt.

Tilbage i tiden skal man forestille sig en meget beskeden kommunal administration. De centrale

”embedsmænd” kunne være byens kæmner, der tog sig af regnskaberne – og i ældre tid en stodderfoged,

der også kunne fungere som arrestforvarer, som vi senere skal se. En stor del af de offentlige

opgaver blev løst ved borgerligt ombud, der blev varetaget af byens egne borgere. Det

kunne f.eks. være skatteligningen, der blev håndteret på denne måde.

Op gennem 1700 og 1800-tallet skærpedes statsstyringen af købstæderne gennem detaljerede

forskrifter for forskellige sagsområder, der i modsætning til tidligere forlangtes overholdt.

Der kom bestemmelser om brandvæsen (1761), vejvæsen (1793), borgervæbning (1801), fattigvæsen

(1803). 1800-tallets helt centrale lokale embedmænd er byfogeden og amtmanden. I et led under byfogeden

møder vi de såkaldt eligerede borgere, der havde indflydelse i sager om bl.a. byens indtægter,

udgifter og faste ejendomme. Eligerede var kun borgere, der havde valgret – men mange steder

var det vanskeligt at få borgerne til at påtage sig hvervet, og det gjaldt også i Thisted.

I 1837 indførtes borgerrepræsentantskaber – og byrådene dukkede op i 1868.

Rådhuset kan betragtes som et symbol på et lokalt selvstyre, der indføres på et meget tidligt

tidspunkt – set i sammenligning med andre europæiske lande. Enevældens afskaffelse i 1849 kan

også ses som en naturlig konsekvens af, at det kommunale selvstyre – med demokratisk valgte

repræsentanter – da havde fungeret i længere tid. Amtsrådenes historie går således tilbage til 1841

– og rådhuset i Thisted bliver også hjemsted for amtsrådet.

I 1917 er det stadig småt med kommunalt ansatte embedsmænd. Thisteds første folkevalgte

borgmester, redaktør A. M. Aaberg, kunne i forbindelse med opførelsen af den nye administrationsbygning

på Nytorv give følgende karakteristik af de arbejdsvilkår, en politiker havde:

”Vi har jo ikke her i byen en lønnet fattigforstander til at udføre arbejdet, og dette falder da

udelukkende på udvalget, hvad det skriftlige arbejde angår, så godt som udelukkende på formanden.

Folk vil forbavses, hvis de hørte, hvor mange ekspeditioner, der her daglig er at besør-ge, og det er forbundet

med ikke ringe besvær at have fattigkontor og redaktionskontor sammen.

Heldigvis får vi jo nu en administrationsbygning (…) – hvor der til den tid vil være ansat en byrådssekretær.”

Påholdende borgere

Typisk er en væsentlig del af vores kildemateriale til rådhusets historie regnskaber. Pengene var

få dengang – og man var nøjeregnende, som det også vil fremgå af de følgende eksempler, der

stammer fra de eligerede borgeres behandling af forretningerne. Det er Høyer, Griishauge, Agerholm

og Thonnisen, som sad med revisorbrillerne på.

1830 indkom en regning fra Lars Christian Veye, der gerne ville have 7 rdl. 1 mark og 7 skilling

for at have hvidtet rådhuset over det hele. De eligerede mænd gav regningen følgende påtegning:

”Når mesteren nedsætter sin arbejdsløn til 3 mark for dagen og svendene 2 mark 12 skilling

for dagen, har vi ikke noget imod at denne regning bliver udbetalt af kæmner, købmand J. Frost,

imod at landsognet udreder sin bestemte andel”. Også i 1830 henstillede de eligerede borgere

til byfoged Lutzhøft, at der ved offentlige auktioner og baller, som blev afholdt på rådhuset, bur-9

Det politiske klima

En lille konflikt i 1831 mellem de fire eligerede borgere vor instruks tredje post tilkendegiver, at sådanne samlinger

helst bør holdes hos en af de eligerede borgere, eller og han

Store Torv i begyndelsen af 1930erne få år før Brinkmanns ejendom, der ligger på torvets sydside, bliver nedrevet.

I 1936 konstaterede sagfører Billeskov Jansen, at forgængeren for Bindesbølls rådhus

havde været placeret 7,5 meter vest for kongestatuen, der står midt på torvet.

de betales en afgift på 5 rdl. sølv – og så gør de eligerede borgere opmærksom på, at man ved disse

lejligheder ikke bør åbne og benytte armaturkammeret, for ”at undgå at indtrængende os og

dunst kunne få indflydelse på geværernes renholdelse”. Høyer går ikke af vejen for at tage en konflikt

med en af byens store købmænd, nemlig Brinkmann – der var nabo til rådhuset – når det gælder

om at passe på byens værdier. I et brev til byfogeden fra 1833 giver Høyer denne herlige beretning:

”Den 20. januar kom jeg, Høyer, fra kirken om eftermiddagen over torvet, jeg blev var, at landets

og byens stole blev udbragt fra rådhuset. Jeg spurgte en tjener, om det var de stole, som tilhørte

rådhuset, han besvarede med et ja! Men tillige udlod han sig med, at de have tilladelse. Med

nærmere samtale med hr. Heedegaard derom, gav han til svar, at det ikke var den første gang.

Men da vi finder, at disse udlån ikke er passende, da vi skal påse byens og landets tarv, i den stilling

vi er satte, til at påse rådhusets inventarium, som dertil henhøre, ligeledes om noget deraf bliver

brøstfældig, kan vi med grund påanke, at udlån ej bør finde sted. Lige så indlysende er det, at stolene

ingen gavn har deraf, men kan blive brækkede eller mindre beskadigede og i samme tilstand aflevere

dem på rådstuen, men når da reparationer på dem skal foretages, bliver det således, at ingen

ved, hvorledes de er blevne beskadigede. For det andet, hvad stolebetrækket angår, bliver det opslidt.

Landet og byen kommer derved desto snarere i bekost. Men hr. Brinkmann, som gør lånet,

giver ingen erstatning, men skulle det efter vor formening være rådstuetjeneren (her menes sikkert

arrestforvareren) der turde vove sligt, burde han nyde en irettesættelse for det første, og for eftertiden

at tage sig i agt for udlån af det, som rådhuset vedkommer. For det øvrige beder vi Deres Velbårenhed, på

byens og landets vegne, at hvad som henhøre til inventarium, såsom borde, stole,

lysekronen, m.m. forbliver på sit anbefalede sted.”

Nyt rådhus – den bedste løsning

Det er ikke et helt tilfældigt tidspunkt, at man i Thisted får ambitioner om et større rådhus. Byen

var i fremgang – omend fremgangen var beskeden. Allerede i 1820erne og 1830erne var der en

stigende udførsel af landbrugsvarer. Det var skippere fra Klitmøller, der begyndte at sejle til Altona

ved Hamborg som et alternativ til Norgesfarten. Muligheden for at besejle Limfjorden via kanalen

ved Agger betød fra midten af 1830erne en radikal omlægning af søfarten, der blev koncentreret

om Thisted.

Også købmændenes antal var i vækst. I 1801 var der 16 købmænd – i 1840 var antallet steget

til 29. En naturlig konsekvens af den øgede aktivitet

var anlæggelsen af Thisted Havn i 1841. I 1841 havde havnen 14 hjemmehørende skibe.

Fem år senere var tallet 39, og i 1865 var der 54 hjemmehørende skibe i Thisted Havn. Snart

var Thisted Jyllands fjerdestørste søfartsby.

Indbyggertallet steg, og selvfølgelig skulle købstaden, der nu var ved at sprænge de gamle

middelalderlige rammer, også præsentere sig i kraft af et nyt og tidssvarende rådhus. Midt på

Store Torv, naturligvis.

De første røster om at bygge et nyt rådhus til afløsning for det gamle fra 1803 fremkom i

1840erne. Det gamle rådhus var alt for lille og alt for brøstfældigt. Både den såkaldte borgerlige

arrest og det egentlige værelse, hvor retten holdtes, var for lille. Det samme var tilfældet

med rådhussalen, der slet ikke slog til ved højtidelige lejligheder.

Det eneste værelse i huset, der blev anvendt til tingstue, blev også benyttet som mødelokale af

kommunalbestyrelsen, fattigkommissionen, forligelseskommissionen, amtsrådet og Sparekassen.

Det blev tillige benyttet til auktioner og baller i tiden mellem 1830 og 1850, hvor madam Zangenberg

sidste gang holdt afdansningsbal. Man manglede også plads til et arkiv og en passende

gældsarrest.

Arrestlokalerne var for størstedelen mørke og uhyggelige. ”Vel”, hedder det, ”kan den fangne lovens

overtræder ikke fortjene vor medlidenhed, fordi han selv har pådraget sig sin skæbne” – som

man skrev i Thisted Amts Avis i begyndelsen af 1840erne.

Men hovedargumentet for et nyt rådhus syntes at være de store omkostninger ved at reparere

det gamle. Amtet var også positivt indstillet overfor at bygge nyt, ikke mindst på grund af kritikken

af arrestforholdene. Men ”kunne man evt. flytte arresten over i sprøjtehuset, der lå ved siden

af rådhuset?” Nej, det kunne man ikke! Der var brug for en holdbar løsning.

Først var det tanken, at man kunne opføre et nyt rådhus på grunden, hvor det gamle lå, men

købmændene Fjeldgaard og Werner, der udgjorde en lille komité, som kommunalbestyrelsen

havde nedsat i anledning af det påtænkte nye rådhus, kunne ikke anbefale, at man byggede på

det gamle fundament, fordi en sådan placering ville placere bygningen for lavt i forhold til kirkegården.

De to herrer anbefalede en placering længere mod vest og nærmere kirken.

1851 fremsendte kommunalbestyrelsen et forslag til amtet om et nyt rådhus med en bemærkning

om, at der nu også var lejlighed til at give det store torv den udvidelse, som man anså for meget

nødvendig, ligesom det var meget ønskeligt at få en gymnastikplads til at afløse den gamle vest

for kirken.

To problemer skulle nu løses. Det ene var at få Stiftøvrigheden med til at benytte en del af kirkegården,

hvor der var grave, til byggeplads. Og det andet problem var finansieringen.

Som man kan se på billedet af det gamle rådhus på side 7, ville den foreslåede placering af et

nyt rådhus betyde, at man skulle nedlægge den hidtidige kørevej til kirken mellem det gamle rådhus

og Brinkmanns gård. Men det gik man med til. Og mærkeligt nok gik Stiftøvrigheden også

med til, at der blev udgravet et ret stort stykke af kirkegården, hvor der var grave.

Finansieringen skulle ske ved optagelse af lån. Kommunalbestyrelsen henvendte sig derfor til

amtmanden, baron Rosenkrantz, om han ville gøre sin indflydelse gældende overfor een af ”de

kongelige kasser”. Det lykkedes at få et lån til 4 pct, som skulle afdrages over 16-20 år.

Og så gik man ellers i gang og valgte M. G. Bindesbøll som arkitekt.

Indretningen af det nye rådhus 1 samlingsværelse foran tingstuen, 1 kommissionsværelse til afbenyttelse for

kommunalbestyrelsen, amtsrådet og deslige, 1 arkiv, 1 værelse til sparekasseforhandlinger samt

1 værelse til munderingskammer for borgerbevæbningen. Sidstnævnte kunne ifølge forslaget evt. anbringes på loftet.