3. februar – 26. februar, 2017

“THE WELL”

Anders Bülow arbejder nonfigurativt og minimalistisk, og værk og rum indgår i en samlet
oplevelse af det kunstneriske udtryk.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond

Om udstillingen: I den kunstneriske produktion arbejder Anders Bülow med et næsten monokromt maleri i et non-figurativt og helt stille univers. De nuancer som skaber værket, er ofte skåret ned til det til det minimale, og kun den svage taktiltet, skabt af en let overflade af (maler)støv, eller den skygge, som materialets struktur kaster, afslører, et synligt indhold.

Bülows fokus er rettet mod processen med maleriet –  materialiteten og opløsningen af samme som både metode og tematik. I værkerne bliver enkle og klassiske materialer bearbejdet med en langsommelig omhyggelighed, der på en gang er en historie om skabelse og forfald. Gennem bearbejdelsen forstås materialet, og processen opleves som aflejringer i materialet. Processen har sit eget poetiske forløb og åbner en række næsten eksistentielle spørgsmål omkring kunstværkets funktion og tilblivelse. Titlen på udstillingen er ”The Well” og her til har Anders Bülow skabt tre værker udført i mdf, mørtel og pigment 180x200cm. Desuden 3 stålskulpturer bemalet med akryl. Skulpturerne vil forholde sig til rummenes konkrete dimensioner og skabe optiske forskydninger. Den omfangsrige bygning, giver mulighed for at producere værker i stor skala, og de historiske omgivelser ses som en spændende udfordring, der gør at  værkerne må udtænkes i forhold til selve stedet. Se slide med billeder fra udstillingen HER Anders Bülow: “The Well” Læs omtale af udstillingen på KunstenNU:  http://kunsten.nu/journal/skal-du-se-uge-5/

Åbningstale v/Jens Lauritsen

Der er kunstnere der fabulerer, fylder betydninger og fortællinger og følelser ind i deres billeder. Fylder i, fylder på.
Anders Bülow rydder op. Han fjerner fortællingen, psykologien og prøver at komme ind til kernen af kunstobjektet, så det ikke bliver forstyrret af udenomsstøj. Hvor enkelt kan det gøres og stadig give mening?

Begge tilgange kan have sine kvaliteter, men her og nu er det Anders metode, vi skal give noget opmærksomhed.

At ville rydde op og forenkle er noget mange kunstnere har gjort gennem tiden, både danske og udenlandske.

Albert Mertz var en af de tidlige herhjemme indenfor den mere abstrakte kunst med billeder der bestod af et lærred med en vandret deling omkring midten -og det ene felt var rødt og det andet blåt.

En anden nogenlunde samtidig var Richardt Mortensen, som efter forskellige omveje, bl.a. omkring surrealismen, tog til Paris for at finde ind til maleriets inderste kerne, uden referencer til omverdenen. Resultatet blev billeder af stramme linjer, mest diagonaler, ensartede farveflader, nøje afstemt, så der opstod farve-balance, og en spændingstilstand mellem ro og bevægelse. Billederne forestillede ikke andet end sig selv, men farverne og linjerne i sig selv udstråler en åndelig dimension, et meditativt fokus.

Også hollænderen Piet Mondrian ville forenkle. Fra at male mere genkendelige figurer skiftede han fuldstændigt til det vi nok bedst kender ham for i dag, nemlig til billedfladen der er delt op af ensartede sorte linjer, lodret og vandret, udfyldt med en hvidlig farve. Bortset fra tre felter, hver med sin primærfarve rød, blå og gul. Hermed repræsenterer han på enkleste vis både den kromatiske farveskala og den akromatiske. Stregerne udgør et kompositionsgitter, som kan varieres i det uendelige. Her finder man heller ikke meget historiefortælling.

Amerikaneren Jackson Pollock er mest kendt for sine drypmalerier, hvor hele fladen er ens bearbejdet med stænk og dryp af farve fordelt således, at alle punkter på maleriet er lige vigtige. Et aftryk af en aktivitet, spor efter vilkårlige, spontane bevægelser, men ikke litterære budskaber eller dybe følelser, men kortlægning af en proces.

Den stilhed som disse værker rummer, i kraft af fraværet af konkret betydning, appellerer til meditation eller mental stilhed. Maleriets udtryksmidler rummer i sig selv det indhold, der er nødvendigt.

Andre kunstnere -og også Anders Bülow -søger måske endnu mere stilhed. Værkerne her på udstillingen er ikke de mest tyste fra Anders hånd, men de er også lavet med henblik på et samspil med lokalerne her.

Anders værker retter opmærksomheden på de enkle ting, processen og  materialerne, deres overflade, porøsiteten eller styrke, eller hvad der nu er typisk for de valgte materialer. Mange af hans ting er hvide, men her får farverne lov til at snakke lidt med. Farverne korresponderer med væggenes farver og virker her som meditationskrydderi. Kunsten udvides til det der foregår mellem værket og beskueren.

Før kunsten blev abstrakt, havde Vilhelm Hammershøi  fat i stilheden og støvfnuggendes dans i solstrålerne, der faldt ind gennem vinduet. De fleste kender nok motivet. Interiøret i Hammershøis billede ligner bygningen her og er skabt omtrent samtidigt.

Bygningen her er historicistisk, og i den periode byggede man i mange stilarter fra forskellige perioder.

Stilarten her er Hollandsk renæssance ……2- 300 år forsinket. Tilsvarende renæssancebygninger (altså de rigtige) har vi Rosenborg Slot og Børsen som fine eksempler. Nu var hollandsk renæssance nok ikke den mest enkle renæssanceretning, men ikke desto mindre var det udtryk for en ny tid. Middelalderen var forbi, og man ville i højere grad sætte sin lid på fornuft og videnskab, frem for religiøse og følelsesmæssige fortolkninger af tilværelsen. Det smittede af på den officielle arkitektur. Renæssancearkitekturen blev enkel og overskuelig, renset for gotikkens små djævlefigurer, spidsbuede vinduer og voldsomme tapeter.  Værdierne i renæssancen er enkelhed, tænkning, renhed, klarhed osv.

Derfor er selve huset her et historisk og arkitektonisk eksempel på trangen til at få ryddet op i al hurlumhej.

Derfor er der overensstemmelse, på et dybere lag, mellem den slags kunst som Anders repræsenterer og de perioder i historien, som knytter an til de klassiske idealer, og dermed til huset her.

Derfor giver det god mening at lade Anders fremstille værker med særlig henblik på at blive vist i disse lokaler.

Anders Bülows udtryk er præget af samtiden, og af det man kalder minimalisme, som renser endnu mere ud, end man gjorde tidligere, men som sagt:
Nogle fylder på -andre rydder op.